Vi forlod Martinborough og kedeligheden, og kørte videre mod syd med kurs mod Cape Palliser, som er det sydøstligste punkt på Nordøen. Det var en temmelig lang tur, de sidste 31 km. gik langs kysten, hvor den eneste adspredelse - ud over det fantastiske udsyn - var disse abnorme skabninger.
Herude er der ikke noget andet at leve af end crayfish fiskeri. Af en eller anden grund har de ikke kunnet enes om at bygge en havn. I stedet har hver fiskerbåd sin bulldozer med tilhørende kæmpe anhænger. Idéen er, at bakke anhængeren ud i vandet, og sejle fiskebåden op bag i, og dermæst trække hele læsset op på land igen. Det er et sælsomt syn at se de første 50 bulldozere stå på stranden i alle mulige tilstande fra flotte, nymalede til vrag. Det er som om, hver rigtig mand i byen også skal have sin bulldozer! 
Fyrtårnet er en prøvelse at klatre op til af de 251 trin. Udsigten, derimod, er glimrende, men det er nu ikke stedet for en længere pause.
Hvad der er meget sjovere er kystens utallige søløver, som findes i alle størrelser fra baby til enorme kødklumper. 
Vi gik efter lyden, da de enkelte sovende dyr på stranden ikke var sjove længere. Det gik da også meget godt, men jeg var nok for opmærksom på at holde balancen på de glatte sten, jeg så mig i hvert fald ikke for, før et højt brøl vækkede min opmærksomhed. Jeg var kommet inden for 2 meter af en temmelig stor kleppert, som klart følte sig gået for nær. Louise blev noget nervøs, og syntes ikke om at hendes far var ved at omkomme af grin. 
Så var det noget bedre at liste sig stille ind på deres lokale søløvebørnehave. 
Den befandt sig i en lille indsø, som her ved lavvande var lidt inde på stranden. Det var virkelig en stor oplevelse at se disse kæmpe dyr så tæt på, og helt klart turen ud langs kysten værd.Wellington
Sidst på eftermiddagen kom vi så til Wellington, som er den største by siden Auckland. Helt underligt at køre i alm. gader igen, og møde nogle veje, som kan kaldes for moterveje! Ved 18-tiden mødtes vi så endelig med familien Elholm. Louise har jo savnet ordentlig børnekontakt længe, og vi glædede os også til at dele oplevelser. Susan, Alberte, Emilie og Bjarne var netop kommet med færgen fra Picton og Sydøen, så vi havde hver for sig nogle erfaringer at give videre til hinanden.
Efter lidt snak på campervan pladsen kørte vi ind til Wellington for at få noget at spise, og fortsætte drøftelserne. I morgen går turen for os alle til det nationale museum, kabelbanen (ala San Francisco), og måske Welliwood studiet/museet, det bliver sikkert hyggeligt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar