Mod languster i Kaikoura

Vi forlod Punga Cove Resort og blev - noget forsinket - samlet op af vandtaxien. Det tog sin tid at komme tilbage til Picton, båden skulle ind et hav af steder, hvor folk og bagage skulle af og på. Punga Lodge var da udmærket - specielt restauranten, men meget præget af, at de fleste gæster i aller højeste grad var på gennemrejse, eller nærmere gennemgang. Det var den 15. seng på turen hidtil! Det var nu alligevel mærkeligt at være totalt uden for rækkevidde i Punga. Ingen (mobil)telefon virkede fra kort efter Picton, til vi var retur igen.

På havnen i Picton fik vi "vores" bil igen, og turen gik mod syd og dagens første stop, som var planlagt på en af vingårdene i Blenheim. Vi fandt også et glimrende af slagsen på den anden side af byen. Navnet var Montana og vist en af de største i NZ. Vi spiste en glimrende "taster" med tre vine og tre passende små retter til.Et stykke tid efter Blenheim kom vi ud til kysten, som der mindede meget om den sydlige del af Nordøen. Der var også en del søløver eller måske sæler. Det er svært at se forskel, hvis man ikke kommer tilstrækkelig tæt på, så man kan se deres ører. Sæler har ikke nogen synlige ører. Dyrene ligner på afstand brune skovsnegle, men tættere på passer størrelsesforholdet ikke, og de bevæger sig også en del mere. Det er stadig en fantastisk oplevelse selv på afstand at se disse store dyr langs kysten.

Kaikoura ligger smukt ud til kysten med smukke bjerge bag ved, hvor der var sne i de dybeste dale på toppen. Vi fandt vores B&B i Kaikoura, hvor værten bare havde sat en seddel og fortalt, at vi kunne gå ind, og at hun ville komme hjem senere. Vi pakkede ud, og tog ned i byen for at finde et støttebind til Louise. Det er hårdt at spille fodbold... Efter yderligere indkøb fulgte vi nogle skilte, som inde fra byen ledte os ud til en "seal collony". Det var en helt anden slags sten, som var foldet voldsomt sammen, og som gav en spændende flad kyst. På nogle øer lidt uden for kystem kunne vi se rigtig mange søløver/sæler, som heldigvis var dejlig uforstyrede af de mange tilskuere inde på land. Berøvet kikkert og telelinse kunne vi ikke fastslå, hvad det var for dyr, hvilket vel egentlig ikke var vigtigt, men så alligevel, når vi havde set mange sæler i Grønland.

På vej tilbage til B&B fandt vi en af flere små udbydere af bl.a. crayfish (languster), muslinger, div. fangede fisk, osv. Det foregår i en slags campingvogn med nogle små kølecontainere og haveborde omkring, og man peger og vælger sit måltid. Louise valgte crayfish fra i første omgang, men da hun havde smagt lidt af sin mors, gik hun i gang med at knække ben og følehorn med stor iver. Et utroligt simpelt, men særdeles velsmagende måltid, og så er det jo sjovt at se ungen bryde ny is!

Efter således at have fået både oplevelser og føde, drog vi hjem til vores B&B, hvor vi mødte vores værtinde. Hun var som sædvanligt meget imødekommende og venlig. Nu havde vi jo samlet nogle spørgsmål, som hun passende kunne svare på. Det var en underlig oplevelse! Selvom hun havde boet i denne by meget længe, havde hun tydeligvis ikke været på besøg i sæl kollonien, så det stod klart i hendes erindring og hun vidste intet om sæler eller søløver. Ligeledes havde hun ikke bemærket, at bjergene havde sne på toppen.

Så må det altså være meget kedeligt at bo i Kaikoura!