torsdag den 15. januar 2009
Tilbage til (vin)rødderne
Turen fortsatte - tro det eller lad være - gennem flere Kauri skove mod syd til god og solid landbrugsjord. På vej ned mod Waipoa floden, som forsyner et stort delta mod det Tasmanske hav, kom vi forbi den lokale version af et frilandsmuseum kaldet the Kauri Museum. Nu var vi altså på de europæiske indvandreres domæne. Historien er jo ikke så gammel her, som vi ellers er vant til på vores hjemlige museer. Museet var etableret af utallige navngivne personer, som så havde stået model til diverse ganske imponerende opstillinger. Disse personer var så opført som "tip-tip-oldebarn" af den eller den, som indvandrede her til egnen fra der og der. Meget pudsigt og med stor fokus på at bevare den lokale historie og kulturelle hukommelse. Historien rakte derfor tilbage til ca. 1850, og selvom vi var i landbrugsland beskæftigede langt hovedparten af museet sig med skovhugst. Det var altså den kommercielle side af udnyttelsen af de store Kauri skove, som dækkede store dele af de arealer, som i dag er frugtbar landbrugsjord. Nu er det ikke sådan, at det kun var europæiske indvandrere, som udnyttede skovene, det var bare den historie, som vi så her. Mens vores tur i skoven var på Maori manér og med deres budskab om balance i udnyttelsen af naturen, var det her mere nøgtern information. Det var godt at få sat tingene lidt mere i perspektiv og få nogle faktuelle informationer. Det er faktisk et museum, som på bedre vis end vi gør det i Danmark, beskriver industrialiseringens historie. I Danmark er disse tiltag meget fokuserede på arbejderbevægelsen, og det er da fint nok, men ikke hele historien. Det har været en temmelig hård dag for Lisbeth. Ikke fordi hun ikke blev fejret længere, men fordi hun måtte overleve at køre igennem byer, hvor der både var garn butikker og patchwork ditto uden at besøge dem! Målet for dagen var påny vindistrikterne ca. midt på nordøen, og vores alt andet end ydmyge natlogi ligger da også midt blandt vinmarker. Det er underligt, men en eller anden har så i øvrigt besluttet at lægge en restaurant - efter sigende - af international klasse her midt på en mark. Det bliver spændende...
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
Det er ikke kun hårdt for Lisbeth. Det er ren tortur, og det er forbudt!
Send en kommentar