Cape Rienga & Ninety Mile Beach

En lang dag! - Blev hentet kl. 8:30 her i Ahipara, dvs. i den sydlige ende af den 100 km. lange vestlige strand mod det Tasmanske hav. Vi skulle på bustur, som er måden at besøge både nordøens nordligste punkt og køre på stranden. Nu er det helt afhængigt af tidevandet om man kører mod nord eller syd på stranden. I vores tilfælde var højvande kl. 11:30 på vestsiden, og derfor startede vi med at køre ad landevejen op til Cape Reinga.
Det er et rigtig spændende sted, hvilket ikke lige var vores initielle opfattelse. Denne langtange er adskillige gange blevet oversvømmet af Tsunamies, som hver gang har udryddet de eksisterende Kauri skove. Man tror, at den voldsomste, som var for ca. 45.000 år siden, gav en flere hundrede meter høj bølge, som tordnede mod kysten. Den seneste var kort før Maori'erne kom til New Zealand, dvs. ca. 1.400 efter Kristus. Det pussige er at Maori'erne kom til New Zealand ca. samtidig med at Columbus forvildede sig til Amerika. Selvom dette unægtelig er
jordskælvsområde, skyldtes disse voldsomme Tsunamier formodentlig meteor nedslag i det Tasmandske hav, dvs. havet ml. Australien og New Zealand. Disse Kauri skove ligger begravede under moselignende vilkår fra nogle meter under overfladen. Dels har det givet en tidligere industri med udvinding af harpiks fra disse træer. Det foregik under rædselsfulde vilkår frem til 1940'erne. (Gumboots, i Danmark kendt som Gummistøvler, er faktisk opfundet her!) Dels kan man i dag stadig grave velbevarede stammer med iblandt friske blade op af undergrunden fra disse kauri skove. Det er utrolig smukke træstammer af meter tykkelse, som det også ses af billederne. Disse stammer er helt friske, men er mere end 40.000 år gamle. De ældste skove, som man har fundet spor efter, er 150.000 år gamle.
Denne landtange, som Mauri'erne kalder "fiskens hale" har de samme problemer, som den jyske vestkyst - sandflugt. Man har derfor foretaget de samme tiltag for at befæstige sand og jord. Det er først sket med masser af velkendt marehalm, og efterfølgende er der plantet Kauri træer, så det nu er New Zealands næst største plantede skov. Maurifolket tror at sjælene vandrer nordpå på vej hjem til Hawaiki, når de er døde. Det foregår langs denne lange strand. De dykker ned i et sagntræ, og går via dets rødder under havet oppe ved cape Rienga. *De har traditioner, som ligner vores, hos dem er blomsterne fra de efterladte blot erstattet af kviste, men symbolikken i forbindelse med begravelser er den samme.Den nordligste spids hedder - på engelsk - Cape Rienga. Maori'erne kalder nordspidsen for Puhutukawa - stedet for de afrejsenden sjæle. Det var pussigt at se den. For Lisbeth og undertegnede var der meget deja vue, idet den ser fuldstændig ud, som Cap det gode håb på Afrikas sydvest spids. Det er flot at se det Tasmanske hav og Stillehavet mødes, der er forskel ml. deres temperaturer, fiskebestanden og op til en 1 time i forskel ml. tidevandet - Og så blæser der jo en ½ pelikan hele tiden.

Så gik turen ud til ninety mile beach. Vi kom ud til kysten, hvor man havde skånet nogle klitter af gigantiske dimensioner. Det var skægt! - vi fik udleverede nogle alm. bob-slæder, og besked på at kravle op af en ekstra høj klit. Så gik det nedad til sandet blev så blødt at slæden blev stående, og vi fortsatte på numsen. Vi havde alle sand på alle tænkelige steder af kroppen!
Den 100 km. lang stranden gik hurtigt da først busserne turde begive sig afsted på turen. Det er virkelig ikke muligt at køre på stranden, når det er højvande, da vandet går helt op til klitrækken. Vi så ikke så mange dyr, men blå pingvin og en død sæl blev det dog til. Da vi endelig ved 6-tiden blev sat af ved vores B&B i Ahipara gik vi i vandet for at skylle sand af kroppen.