Endelig lidt uldtrøst

Dagen bragte os til Christchurch, som ligger ud til østkysten på Sydøen på den slette, som hedder Canterbury plain. Det er en rimelig flad slette, som strækker sig fra Southern Alps ud til den nuværende kyst, som her er afgrænset af nogle gamle udslugte vulkankratere. Disse kratere var for nogle 100 tusind år siden små øer, men udskylning fra Southern Alps har skabt sletten, som forbandt Sydøen med vulkankraterne. Det er den mest engelske by, som vi endnu har set i NZ. Om det så er lyssignalerne, ligner de Englands udformning af disse. Der siges at være 740 engelske haver, mange af dem i traditionel engelsk havestil. Vi har 2 hele dage her, formodentlig fordi i morgen er søndag, og så sker der ikke det store. Vi bor glimrende på et hotel op til den største park, som ligner en lokal udgave af Hyde park, og hotellets egen have er da også smuk med flotte gamle opstammede roser. Ude i parken spiller de naturligvis cricket. Det er rart med lidt fred for en gang skyld! Familien har bl.a. slappet af i pool'en og den tilhørende spa jfr. ovenfor. Som sædvanlig var der masser af kiwi'er at snakke med, som gættede på vores herkomst. Lisbeth havde meget længe ledt efter garnbutikker, og spurgt utallige om årsagen til, at de tilsyneladende ikke fandtes (mere). Nu lykkedes det endelig! - Og hvilken lise for den plagede sjæl, og hvor de forstod hende i det pågældende tempel! Det var næsten en helt anden Lisbeth, som vi kunne bringe med tilbage til hotellet...

Nå, i morgen skal vi så tage det noget mere med ro. Hvis det fine vejr holder, bliver det en tur med den historiske sporvogn, flodsejlads i flade Oxford lignende pramme på Avon, og måske en tur med tovbane til det lokale udsigtspunkt hele 490 m. over havet. Lidt skal der jo ske!