Tongariro National Park

Når man kører mod sydvest fra Lake Taupo, og dermed følger linien i Pacific Ring of Fire, kommer man til Tongariro National Park. Den blev doneret af en Maori tribe så tidligt som 1887 til det New Zealandske folk. Nu er den under streng kontrol af Department of Conservation (DOC). Der ligger 3 vulkaner, som kaldes slumrende vulkaner. Det sidste større udbrud var i 1995 fra Mount Ngauruhoe, som også stadig sender lidt magma ned af siderne med mellemrum. Der er også en kratersø, som med mellemrum koger op, så der kommer nogle blomkålsskyer op. Den smukkeste er nok Mount Tongariro, som har sne på toppen.Vi valgte at køre op til Whakapapa Village, som har et informationskontor fra DOC. Der kunne vi endnu engang se et introduktionskursus til vulkaner, forskellige stenarter, og tidligere udbrud. De gør nu også en stor indsats for, at folk begiver sig ud i naturen med en fornuftig grad af forberedelse. De administrerer også et frivilligt registreringsystem, så bjergvandrere anmodes om at fortælle om deres planer, så det bliver lettere at finde dem, skulle de ikke nå frem til målet. På centeret beskrev de alt fra ture på et kvarter til flerdages tures med overnatning i bjerghytter.
Som Lisbeth havde forudset, var hendes knæ ikke i en tilstand, så det tillod nogle ture i ødemarken. Louise og jeg valgte derfor en "halvdagstur", som var en 2-timers tur ud til Taranaki Falls og retur af en anden rute. Det var virkelig en smuk tur. Den gik gennem krat, skov og over lava-spor. Hvad vi dog ikke vidste var, at turen på udvejen steg temmelig meget ad nogle snoede trapper, mens at hjemturen var stort set ned ad bakke og uden sving. Pyt, vi fik os en god gåtur, men havde dog glæde af vandrestøvler, vand og fleecetrøjer.Lisbeth fik sig et godt hvil i bilen i mellemtiden, og vi kunne fortsætte til dagens indkøb i fællesskab.
I morgen går det mod Napier, som ligger på østkysten længere sydpå.